Analyse af faktor 2 - den liberalistiske troværdighedsopfattelse

På faktor 2 lader 6 vælgere, og de er fordelt på 5 venstrevælgere og en socialdemokrat. Som vi først observerede tyder dette på en opfattelse af Det Radikale Venstres troværdighed, som i en eller anden grad systematisk hænger sammen med fællestræk ved venstrevælgerne, men i kraft af den socialdemokratiske vælger kan vi alligevel ikke helt konkludere dette. Endvidere kan vi se, at en enkelt venstrevælger ikke lader på faktor 2 men på faktor 1[1]. Men da socialdemokraten lader med laveste værdi af alle[2], og da gruppen tenderer at være homogent sammensat af venstrevælgere, må vi dog mene, at der er en vis sammenhæng og systematik.  

Ydmyg karakter og respekt for opgaven
På baggrund af disse svarmønstre, kan vi se, at parallelt med opfattelse 1 er personlige karaktertræk fremtrædende, men det er andre træk, der gør, at denne gruppe har tillid og tiltro til politikere. Men først er det deltagernes store uenighed i udsagnet, ”Jeg synes, at en politiker godt kan være en troværdig politiker, selv om han ikke er en troværdig person” (48)
[3], der viser os, at troværdighedsbedømmelse er meget betinget af politikernes personlighed. Den store enighed i udsagnet ”En smule ydmyghed overfor sig selv, sin position og den magt man har, gør en politiker troværdig” (43), handler derimod mere præcist om oplevelsen af politikeres håndtering af magten og ansvaret i denne gruppe[4]. Deltagerne tolker f.eks. dette udsagn således: ”Det er jo også, fordi de har den magt. De skal ikke misbruge den, så den er jeg også meget enig i. De skal være deres opgave voksen, så har man også respekt for det embede, man har” (Bilag, Vm32fun:115) eller således: ”…jo mere ansvar du har, jo bedre skal du også forvalte det… Altså det er vigtigere for dem, at de er troværdige” (Bilag, Vm32stu:122).
 

Vi kan på tværs af interviewene med disse deltagere se, at respekt ofte bruges f.eks.: ”De står fast ved deres principper, og det kan jeg kun have respekt for” (Bilag, Sk26stu1:162) og ”Jeg kan godt være politisk uenig med nogen, men jeg kan godt have respekt for dem og mene, at de gør det godt, og de fremlægger en sag rigtig godt og dermed er troværdige” (Bilag, Vm32stu:122). Af den ydmyge karakter følger altså en respekt for mandatet, og det er en anden måde at vurdere politikerrollen på end den oprigtighed, som vi ser i opfattelse 1. Det antyder, at deltagerne her tager mere formel stilling til politikeres ansvar. Når deltagerne også er meget enige i udsagnet: ”Det giver troværdighedsplus, når politikere siger: ”Undskyld jeg har taget fejl” (41)[5], har det heller ikke den samme betydning, som hos gruppen, der deler opfattelse 1. En deltager siger nemlig også: ”Den er så slidt, fordi den er blevet luret for længst af de fleste politikere. Det er så nemt, at sige: ”neeej, det er jeg ked af…” (Bilag, Vm32stu:122). Det handler om, at politikere må have respekt for opgaven, men derudover også at bestemte arbejdsegenskaber gør en politiker troværdig. Om Anders Fogh Rasmussen siger en deltager: ”Det er sådan noget som flid, arbejdsomhed en masse, dygtighed og forberedelser” (Bilag, Vm32stu:128). 

Når denne gruppe så bedømmer Det Radikale Venstres troværdighed, er der tre aspekter, som gør sig gældende, og det er: Det politiske paradoks, manglende entydighed og et moraliserende træk. 

Det politiske paradoks
Det første aspekt drejer sig om realpolitik og forholdet mellem at tilgodese forskellige grupper i samfundet og en helhedsorienteret politik. I denne gruppe af deltagere er de mest tilbøjelige af alle 28 til at være uenige i udsagnet ”Når de radikale gør noget, gør de det ikke bare for bestemte vælgergrupper, men fordi det er bedst for helheden” (28)
[6]. Denne store uenighed kommer af, som en deltager fortæller, at ”nydanskere f.eks. der markerer de sig meget stærkt der, homoseksuelle f.eks. De har nogle minoriteter, de måske appellerer lidt til, der er mange stemmer i” (Bilag, Vm32fun:118). En anden deltager forklarer, hvordan der ligger et paradoks for Det Radikale Venstre i dette:
 

”Hvis man skal se på deres forhold til udlændingepolitikken, så har de et seriøst problem med at forveksle en aktuel problemstilling ... en specifik problemstilling, for eksempel hvis man skulle tale om problemer på arbejdsmarkedet eller problemer med kriminalitet i et specifikt område og med en specifik gruppe mennesker, der har de det meget gerne med at forveksle med, at man kommer til at træde disse mennesker for nær eller at man betegner dem som 2. generationsindvandrere eller indvandrere eller på anden måde opdeler dem og så sige: den her gruppe de har nogle...altså de er utrolig bange for at komme til at sige, at der en gruppe mennesker som har en gruppe særlige problemer fordi de har en  særlig baggrund. Og samtidig så vil de gerne single disse mennesker ud og gøre en masse skide godt for dem og give dem en masse positiv særbehandling og dybest set så er det sgu lidt selvmodsigende for de ville ikke gå ind og stille krav til denne gruppe mennesker” (Bilag, Vm32stu:124). 

Og længere fremme fortsætter han: ”Og det giver dem nogle seriøse paradokser, som også gør dem lidt ubeslutsomme” (Bilag, Vm32stu:126). Bag dette ligger det liberale grundsyn, ”at du skal have friheden fra staten, men din frihed til at kunne udfylde dine pligter og til at gøre noget der er godt for samfundet og for andre…” (Bilag, Vm32stu:127) eller i virkeligheden den specifikke liberale topos; ”frihed under ansvar, er godt”. Med baggrund i den liberale topos styrer den almindelige betragtning, at der skal være overensstemmelse mellem det, man gør, og det man siger, altså opfattelsen af de radikale. En deltager siger netop, at ”de har et paradoks i deres politik, som jeg ser det, og som for mig gør dem utroværdige” (Bilag, Vm32stu:127). Det handler altså om, at gruppen oplever inkonsekvens ikke bare ved Det Radikale Venstres politik, men også ved den måde de fører den på. Det er den almene topos, ”at forbinde ting, der er adskilt”, bag ræsonnementet; ”…seriøse paradokser, som også gør dem lidt ubeslutsomme”[7]. Det er derfor heller ikke så overraskende, at deltagerne er uenige i udsagnet, ”Det er de radikales politik, der gør partiet troværdigt” (3)[8]. Som vi kan se af det sidste citat, forbliver oplevelsen af det politiske paradoks ikke kun et udtryk for modstridende politiske standpunkter men strukturerer også opfattelsen af Det Radikale Venstres troværdighed. Det oplevede paradoks har nemlig indflydelse på andre træk, der ikke har med sagen at gøre.  

Manglende entydighed
Når det politiske paradoks indgår i oplevelsen af andre træk og aspekter, kan vi se det på forskellige udsagns placeringer og deltagernes refleksioner. F.eks. ved udsagnet, ”Jeg har tillid til Det Radikale Venstre, fordi jeg ved, hvad jeg kan forvente af dem” (10), hvor deltagerne er tilbøjelige til at være uenige
[9]. Samme uenighed viser sig ved udsagnet, ”Jeg har tillid til, at de radikale træffer de rigtige beslutninger” (29)[10], der viser deltagernes tilbøjelighed til at være uenige. Gruppen oplever altså en en manglende entydighed og konsekvens i Det Radikale Venstres politik[11]. En deltager formulerer det således:
 

”Hver gang der en eller anden i regeringen, der har sagt en ting, eller ministeren har gjort en ting, så er de hurtigt ude og sige uha, det var for dårligt med løftet pegefinger. Andre gange så synes de, det er fornuftigt. Det er svært at vide, hvad man kan forvente. Man kan forvente, at man ikke kan forvente noget” (Bilag, Vm32fun:120). 

Den manglende entydighed kædes også sammen med forventningerne, hvilket kan ses ved den store uenighed i udsagnet; ”I de fleste sager ved jeg, hvor de radikale står” (7)[12]. Det får denne deltagers kommentar med på vejen:  

”Det ved man aldrig til at starte med. De kommer altid senere på banen, så ved de jo, hvad er stemningen, hvilken vej vinden blæser, og så tager de et standpunkt. De er ikke de første ude og stikker næsen frem, fordi de kommer bagefter og siger: ”hvad sagde jeg”” (Bilag, Vm32fun:116). 

Det ses, idet deltageren siger: ”…de kommer bagefter…”.  Det viser også, at deltageren oplever et lidt langsommeligt handlemønster i de radikales politik. Og på samme måde, som vi før så det politiske paradoks føre til en oplevet ubeslutsomhed, fører den løbende dagligdags fortællestil hos deltageren her til en forbindelse mellem ting, som heller ikke har med hinanden at gøre[13]. At deltageren ikke ved, hvor de radikale står, har jo ikke ret meget med den bedrevidenhed at gøre. På en lidt mere kontant måde sætter en anden deltager problemet med Det Radikale Venstres troværdighed på plads:  

”Det er såmænd et ok regeringsparti, men deres store minus er den vekslen mellem ideologier. De virker kompromissøgende, og det er lidt utroværdigt, men jo også fint at ville have indflydelse. Jeg ville aldrig stemme på dem” (Bilag, Vm37se:135).

Det moraliserende træk
Vi kan altså se flere steder, at denne gruppe nærmer sig et fællestræk i opfattelsen af, at radikale politikere er bedrevidende. Som det fremgår af kommentaren her, sættes denne bedrevidenhed også sammen med et træk, der ellers er enig konsensus om blandt alle deltagere i undersøgelsen. Ved udsagnet, ”Det Radikale Venstre holder fast på deres principper, også selvom det er upopulært” (35), siger han: 

”Ja, men det gør de. Det er jo sådan i forlængelse af den anden. De skifter også på deres principper, når de er upopulære. Eller de kan godt skifte fra populære principper til upopulære principper og det er endnu en bonus faktisk  selvom man ikke helt forstår hvorfor altid ... Man fornemmer, at de godt kan lide at være lidt på tværs og være lidt moralens vogtere. Det ved jeg ikke ... Jeg bryder mig ikke så meget om præster” (Bilag, Vm32stu:125).  

I denne deltagers formulering opleves trækket, omskiftelighed for en gangs skyld positivt, idet det tænkes sammen med de principper partiet som står for. Det antyder, at disse deltagere ikke ser de radikale som specielt principfaste og i øvrigt heller ikke principrytteri som særligt troværdigt. Vi kunne også for at understrege vores pointe ved at se deltagerens argumentation beslægtet med det omtalte træk ”vidtløftighed”[14], hvor sproget får frit løb og ting, som ikke har noget med sagen at gøre flettes ind i fortællingen. Det ses her, idet deltageren kalder radikale politikere moralens vogtere og sammenligner dem direkte med præster. Det tyder på, at også dette moraliserende træk i væsentlig grad præger måden Det Radikale Venstre opfattes på. 

Det samspil mellem de forskellige aspekter og træk, vi har fremanalyseret her, kunne vi sammenfatte til synspunktet, ”de radikales politik er selvmodsigende, og man ved godt nok ikke, hvor man har dem, men de har det med at være bedrevidende”. Det illustrerer, hvordan sproget sammenkæder ét aspekt eller træk ved troværdighed med et andet, og det viser den dominerende effekt for troværdighedsbedømmelsen, der kan ligge i forbindelserne. En mulighed er, at det politiske paradoks har endnu større gennemslagskraft, fordi de sproglige former og topoi overfører oplevelsen af paradokset til ubeslutsomhed, omskiftelighed og trækket ”på tværs”. 

Faglighed, god retorik og en pragmatisk tilgang til politik
Denne opfattelses fokus på politikeren kan ses i forhold til udsagnet ”Det er faglighed, der gør Det Radikale Venstre troværdig, og ikke politikernes personlige udstråling” (22)
[15], hvor deltagerne er meget enige. Her mener flere i denne gruppe, det ikke kan skilles ad, og som en siger: ”Jamen faglighed er ikke lig med troværdighed” (Bilag, Sk26stu1:162). Det handler altså mere om, at politikere bør være arbejdsomme, dygtige, flittige og være ydmyge og respektfulde overfor embedet og magten, men også politikerens evne til at formidle et politisk budskab er af stor betydning. I denne opfattelse handler det altså ikke kun om, at gruppen er tilbøjelig til at være enige i udsagnet, ”De radikale politikere er kompetente og ved, hvad de taler om” (26)[16], som får denne kommentar hos en deltager: ”De virker kompetente, de er ikke bare postbude” (Bilag, Vm32fun:119). Det drejer sig snarere om, at politikernes retorik og partiets kommunikation viser sig som betydningsfulde aspekter for denne gruppes vurdering af troværdigheden. Det sproglige viser sig ved, at deltagerne er meget enige i udsagnet, ”Troværdighed skabes først og fremmest af gode argumenter, ikke at jeg er enig i dem” (2)[17]. Den store vægt på politikerens retoriske evner forklarer en fra gruppen således:
 

”Jamen det virker. Sådan er det. Jeg falder for det, og alle andre falder for det. Så … sådan virker det. Det er retorik, og jeg vil stadig sige, det er den positive side af retorik med, at det dér overbeviser, det overbeviser. Holder man en god tale ... jamen god til at tale med mennesker, det er i princippet dét, som det hele handler om” (Bilag, Vm32stu:130). 

Det handler i en eller anden forstand om, at faglighed og udstråling hænger sammen, men at dette opleves i den retorik, politikerne udfolder. Den pragmatiske tilgang til politikerens rolle kommer til udtryk ved, at deltagerne er enige i udsagnet, ”Det er troværdigt for en politiker at løbe fra sine løfter, hvis samfundsmæssige ændringer kræver det” (21)[18]. Det handler ifølge en af deltagerne om, at ”Hvis man siger til alle, at for et års siden der var situationen en ting, og nu er den noget andet, og så kan jeg ikke stå ved, hvad jeg har lovet en gang. Det må være okay for samfundets bedste” (Bilag, Vm32fun:121). Der ligger også en pragmatisk indstilling bag udtalelsen hos denne deltager: 

”Nu er jeg en af dem, der synes, at sådan en som Pia Kjærsgaard, som jeg er dybt uenig med politisk set, og som jeg mener er højrefløjens svar på enhedslisten, sådan meget naiv og glad og protestagtig, men kommer med et indspark til den danske politik som jeg egentlig godt kan lide i et procesperspektiv, så har det været enormt sundt at se” (Bilag, Vm32stu:123).  

Helt modsat opfattelse1 er denne gruppe pragmatikere, når det handler om samarbejde og idealisme. De ser mere på resultatet end på problemet, og meget af den argumentation, vi har set i analysen her, benytter således en hjemmel; ”det nyttige”, og tænker altså nytter det noget. Det er også i det lys, denne gruppe ser på troværdighed, for det nytter ikke at skifte holdninger, være selvmodsigende, inkonsekvente, på tværs, moraliserende, langsommelige og bedrevidende.  

Sammenfatning
Der er ingen tvivl om, at de tre fremtrædende aspekter, det politiske paradoks, manglende entydighed og det moraliserende træk betyder en del for disse deltageres bedømmelse af Det Radikale Venstres troværdighed, og at de vil have tendens til en negativ effekt. Men deltagernes opfattelse vil også afhænge af andre træk som faglighed, retorisk formåen, udstråling, arbejdsomhed, og det vil afhænge af konkrete situationer og begivenheder, hvilke træk der får virkning. Dog mener vi, at de sproglige former, hvor topoi og stiltræk indgår som sammenkædende strukturer, viser en tendens til, at især den manglende entydighed og det politiske paradoks styrer vurderingen af troværdigheden. Her spiller paradokset en dominerende rolle, fordi det knytter sig til ideologiske modsætninger mellem socialisme og liberalisme, og fordi Det Radikale Venstre løbende vil kunne anklages for at være selvmodsigende og dermed utroværdige. Dertil kommer at deltagerne implicit i argumentationerne benytter hjemlen ”det nyttige” og på den måde bedømmer andre træk på, hvor meget det egentligt nytter. 

Den specifikke topos om ”at bekende sine fejl, er godt” er ikke prioriteret højt blandt disse deltagere, men til gengæld er den almene topos om ”at forbinde ting, der er adskilt” meget fremtrædende. Stiltrækket vidtløftighed er ligeledes et perspektiv på, hvordan sproget og dets former binder forskellige emner sammen. Vi kan derimod se, at denne gruppes udtalte opposition overfor partiets politik har en stor betydning og vil have tendens til at være grundlaget for, hvordan øvrige træk ved troværdigheden bedømmes. Det Radikale Venstres politik er på den måde i højere grad, end de personlige karaktertræk, baggrund for opfattelsen. Det generelle forhold i udsagnenes placering på denne faktor 2 er således ikke helt retningsvisende.  

Hvis vi nu vender det synspunkt om, vi beskrev ovenfor, kunne vi lidt forenklet tilskrive den liberale troværdighedsopfattelse de specifikke topoi om troværdighed, ”entydig politik, er godt” og ”at man ved, hvor man har politikere, er godt” og ”ydmyghed og respekt om opgaven, er godt”. Sidstnævnte kan dog ikke repræsentere modsætningen til trækket bedrevidende, men i den samspilsvirkning analysen viser, giver det mening. Kigger vi på disse topoi har de et kuriøst sammenfald med et af Venstres gamle slogans; ”Venstre ved man, hvor man har”. Det er dog meget mere komplekst, og vi kan heller ikke konkludere her, at den liberale troværdighedsopfattelse kan findes hos alle venstrevælgere. Venstres vælgere kan jo ses sammensat af fraktioner og diskurser, hvor vi meget sandsynligt ville finde andre fællestræk.


[1] Denne vælger lader i øvrigt meget signifikant forskelligt fra de øvrige venstrefolk. Her på faktor 2 er ladningen 0.0939 og på faktor 1 er den 0.5775 Se skema 2, side 36.

[2] Socialdemokrat (Sk26stu1) har ladningen 0.5106 og de øvrige ligger i intervallet 0.5464-0.7227. Skema 2: 36

[3] Udsagn (48) har værdien –4 (Bilag:54).

[4] Vi kan også udlede dette ved at se den høje grad af enighed for udsagn (45) nemlig +4 (Bilag:53)

[5] Udsagn (41) har værdien +4 (Bilag:53).

[6] Udsagn (28) har værdien -1, hvilket er den laveste for alle faktorer (Bilag:55). Det kan særligt ses på distinguishing statements, hvor udsagnet har værdierne for de øvrige faktorer i rækkefølge +2, +4 og +1 (Bilag:61).

[7] Her ser det umiddelbart ikke logisk ud, at udsagnet, ”Det Radikale Venstre er ubeslutsomme” (25) har så en lav værdi -1, og deltagerne statistisk skulle være uenige i udsagnet. Det er en mulighed, at antallet og den tematiske bredde af udsagnene har sin virkning her (Bilag:55).

[8] Udsagn (3) har værdien 0 (Bilag:55).

[9] Udsagn (10) har værdien –1 (Bilag:55).

[10] Udsagn (29) har værdien –2 (Bilag:55).

[11] Det kan også ses ved udsagnet, ”De radikale signalerer modstridende ting på en gang – det er utroværdigt” (17), der har værdien +2. Udsagnet får til sammenligning værdierne i rækkefølge for de andre faktorer -3, -3 og -3. Se distingushing statements (Bilag:61).

[12] Udsagn (7) har værdien –1 (Bilag:55).

[13] Jvf. Aristoteles’ almene topos om at forbinde ting, der er adskilt og omvendt (Aristoteles:83:186).

[14] I Kocks katalog beskrives Hermogenes’ vidtløftighed, som en artikulation, hvor der bruges tilføjelser, der ikke er nødvendige, sammenligninger og hypotetiske antagelser (Kock:03:7).

[15] Udsagn (22) har værdien +2 (Bilag:55).

[16] Udsagn (26) har værdien +2 (Bilag:55).

[17] Udsagn (2) har værdien +3, men også udsagnet,  ”Det skaber politisk goodwill, hvis man er udadvendt og god til at snakke med mennesker” (11) har en høj værdi +3, hvilket viser deltagernes store enighed (Bilag:55).

[18] Udsagn (21) har værdien +3. (Bilag:55).