Baggrund og teori

I psykologiens tidlige eksperimentelle fase for omkring 100 år siden opfandt Charles Spearman en statistisk metode til at finde de bagvedliggende faktorer ved personlige egenskaber, f.eks. matematiske, verbale og kunstneriske. Metoden blev kaldt faktoranalyse, senere R-faktoranalyse, og den bruges bl.a idag i personlighedstest f.eks. The Five-Factor-model (Ocean) udformet af McCrae og Costa. William Stephenson var elev hos Spearman og udviklede den omvendte faktoranalyse, som han benævnte Q-faktoranalyse. Men da han i 1935 introducerede Q methodology i et brev til tidsskriftet Nature var kritikken hård, og Q blev ikke rigtig anerkendt som metode i psykologien. Det er først i de sidste årtier forskere i psykologi har taget Q methodology op som metode i eksperimentelle undersøgelser.

Teorien bag Q methodology

William Stephenson var meget optaget af det subjektive aspekt i kommunikation indenfor det, han kaldte theory of concourse. Med fare for at forenkle det, kan man idag sige, at teorien rummer en tidlig form for diskursiv anskuelse af det sociale ved kommunikation. Men teorien mangler en eksplicitering af de relationelle og dynamiske egenskaber, der beskrives i de fleste teorier om diskurs. Teorien om concourse handler om, at al sproglig interaktion mellem mennesker sker ved deres brug af en uendelig række udsagn, også kaldet "statements" organiseret i concourser, og at subjektet kommer til udtryk gennem mønstre af disse udsagn. Stephenson beskriver det således: 

Subjective communication is grounded theoretically, in statistically quantities of statements about a situation. "It is raining", as a statement of fact, is singular; the information can be tested by observing the rain outside. Subjectively, however, it may involve innumerable possibilities of thought and feeling - that one hates the rain, that it will spoil the picnic, that it will break the drought, and so on ad infinitum. These innumerable possibilities, mostly "preconceived" by a person because of past experience, but some of which may be novel due to the situation, constitute for us a concourse of statements.

Thus a concourse for the declarative statement "It is raining" will consist of statements of the following kind: "If it rains a little, you can smell all the bad smells", or "It makes me feel sad if I am alone or depressed", or "I like to kiss in the rain"...Twenty students asked to comment on the statement "It is raining" can produce several hundred different statements of this kind, constituting the concourse for the situation (Stephenson 78 p.23).

Det centrale i Stephensons teori om menneskers kommunikation er forholdet mellem den subjektive forståelseskonfiguration omkring et emne og den pågældende concourse af udsagn f.eks. om regnvejr, denne konfiguration indgår og deltager i. Men det er væsentligt, at Stephenson som psykolog lægger fokus på subjektet, og hvad det indeholder af "mening". Det er her han konstruerer Q methodology og det tilhørende interviewredskab; Q teknik som det eksperimentelle redskab til undersøgelse af subjektet.

Q analyse er værktøjet

Med Q methodology og Q analyse bliver det muligt at se hvilke subjektpositioner, der findes indenfor en concourse, og hvordan de er konfigureret. Det er her det repræsentative udtræk af udsagn fra en concourse bruges som redskab, og ved deltagernes oplægning i et Q gitter viser, hvilke meningskonfigurationer der findes i gruppen. I Q analysen fortolkes indholdet af de klynger, faktorerne udgør, og det bliver således muligt at finde grupperinger af subjektpositioner omkring bestemte meninger.

 
Links og litteratur:
Læs om faktoranalyse her
Læs mere på det officielle website for Q methodology her
Brown Steven (1993) A primer on Q methodology, Operant Subjectivity, vol 18, 3 og 4, p. 91-139
Spearman (1904) General Intelligence, Objectively Determined and Measured. Læs mere om Charles Spearman
Stephenson, William (1953) The Study of behavior; Q-Technique and Its Methodology, University of Chicago Press, Chicago, Illinois, USA
Stephenson, William (1978) Concourse theory of communication, Communication, vol 3, p. 21-40